Billedet er ikke af Basko men en lignende schæferhund.

Billedet er ikke af Basko men en lignende schæferhund. Foto: Mostphotos

Politiet slår fast: Hunden Basko skal dø

Rigspolitiet giver politiet på Bornholm medhold i, at hunden, Basko, skal aflives

Af
Jacob Nielsen

En bornholmsk schæferhunds skæbne ser ud til at være afgjort.

Sagen begyndte den 21. juni, hvor Baskos ejer, efter en hundeluftning, tog linen af ham, da de var på vej hen mod hoveddøren til opgangen i Rønne.

En mindre hund med navnet Melli var i nærheden, og Basko sprang hen og skambed Melli, hvilket medførte en 3-4 centimeter dyb og 10 centimeter lang flænge på Mellis bryst. Melli blev bidt flere gange og måtte efterfølgende have amputeret en tå på den ene pote.

Episoden førte i første omgang til, at Bornholms Politi anbragte Basko i pension. Her endte en hundesagkyndigs undersøgelse med, at Basko ikke skulle aflives, men fremover blot skulle luftes i snor og med forsvarlig mundkurv.

Bliv opdateret dagligt med de seneste 112-nyheder om ulykker, drab og vold fra lokalavisen.dk direkte i din mailboks. Tilmeld dig nyhedsbrevet her:

Da Baskos ejer klagede over, at schæferen havde været holdt i hundepension, opdagede man, at den første afgørelse om aflivning var i strid med hundelovens bestemmelser, og derfor ændrede man afgørelsen. Nu skulle Basko alligevel aflives, og han blev pludselig igen hentet af politiet.

Baskos ejer har efterfølgende klaget til Rigspolitiet, som nu har truffet afgørelse i sagen.

Rigspolitiet finder, i lighed med Bornholms Politi, at der var tale om skambid af hunden Melli, og at Baskos adfærd var uacceptabel og farlig. Man lægger samtidig vægt på, at det ifølge den hundesagkyndige dyrlæge formodentlig vil kunne gentage sig.

"Det er naturligvis beklageligt, at vi ikke traf den rigtige afgørelse i første omgang," siger politianklager, Helle Vibeke Severini.

"Nu er der imidlertid rettet op på det, men vi har naturligvis forståelse for den følelsesmæssige rutschetur, som hundeejeren har været igennem," siger Severini, som samtidig lægger vægt på de offentlige interesser i, at mennesker eller hunde ikke skambides.

Hundeejerens eneste mulighed er nu at indbringe Rigspolitiets afgørelse for domstolene ved et civilt søgsmål.

Publiceret 14 November 2018 10:59

SENESTE TV