Foto: Google Street View

Foto: Google Street View

Blodig lille kvinde sad på bar i 6 timer: I hendes lejlighed lå en knivdræbt mand

Først efter seks timer ringede den 53-årige kvinde til politiet

I seks timer sad en lille 53-årig grønlandsk kvinde på Mallorca Bar i Aalborg i tøj fyldt med blodpletter og med et sår fra en kniv i den ene hånd - uden at nogen fattede mistanke. I hendes lejlighed lå en knivdræbt mand.

Først frem mod midnat ringede kvinden til politiet og fortalte, at hun havde dræbt manden i hendes lejlighed.

Kvinden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør, og her fremgik det, at den dræbte mand havde dybe stiklæsioner i hoved- og halsregionen,. Samtidig bar liget præg af at have været udsat for vold.

"Vi havde en stærk formodning om, at der er tale om en 79-årig mand fra Fjerritslev, men hans identitet er først blevet bekræftet i formiddag," siger Nordjyllands Politis efterforskningschef, Frank Olsen, til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets reporter i retten fortæller, at den sigtede kvinde var helt klædt i sort under retsmødet. Hun er meget lille af højde.

"Kvinden var tavs og nægtede at besvare spørgsmål. Hendes forsvarer sagde dog, at hun nægter sig skyldig i drab, men erkender de faktiske omstændigheder," siger EB's mand René Schütze, der overværede den åbne del af retsmødet.

På begæring af anklager Mathias Andersen lukkede dommer Jette Skole dørene af hensyn til politiets efterforskning.

Publiceret 23 November 2018 14:14