Finn gik til angreb i bar mave på polske røvere i sin baghave: "Jeg syntes, de skulle have en røvfuld"

Søndag aften opdagede Finn Bagger fra Lunde ved Otterup på Fyn, at der var en bil på græsplænen bag huset. Og så gik tingene pludseligt stærkt.

Af
Daniel Sennek

"Jeg ved godt, at vi ikke må begå selvtægt, men jeg var bare så vred - og jeg syntes, de skulle have en røvfuld!"

Sådan siger Finn Bagger til Fyens.dk efter en voldsom episode, der fandt sted søndag aften. Finn og Jeanette Bagger var netop kommet hjem fra en juletur i Tyskland, da de ved aftensmadstid opdagede en bil på parrets græsplæne.

Det går hurtigt op for Finn Bagger, at bilen ikke er gæster - og i hvert fald er det så ubudne gæster - for bilen bliver forsøgt gemt, og Finn Bagger tænker straks på de tidligere indbrud de har haft. Så han løber hastigt mod bilen, mens han råber til Jeanette, at hun skal kontakte politiet.

Da han i bar mave løber mod bilen, kan han høre tre udenlandske personer råbe sammen på et fremmed sprog, mens han kan se, at Audiens nummerplade er polsk - den er i hvert fald EU-,mærket med PL.

"Adrenalinen kører helt vildt i mig. Vi har haft indbrud tre gange før, og jeg er rigtigt gal. Jeg råber: Hvad fanden laver I her. Kan I komme væk," husker han til fyens.dk.

Bilen bakker og vil væk, men Finn får flået bagdøren op. Han vil have fat i den unge mand i bilen, der lyser af skræk.

Med hjulspin og hurtig hastighed lykkedes det desværre for Audien at stikke af. Finn ringede til nogle kammerater og de kørte rundt i området nogle timer for at se om de kunne finde bilen. Hvad han ville have stillet op, hvis det var lykkedes for ham at finde bilen, er han ikke sikker på.

Publiceret 04 December 2018 13:28

SENESTE TV