Se video fra røveri: Hvem er den skræmmende maske-mand?

Nordjyllands Politi efterlyser mand, som røvede Rema1000 i Aalborg

Af
Jacob Nielsen

Manden i videoen ovenfor efterlyses i forbindelse med et røveri begået mod Rema1000 på Gugvej 211 i det sydøstlige Aalborg mandag den 19. november.

Gerningsmanden indfandt sig i butikken lige omkring lukketid, hvor han truede personalet med en jernstang, så han fik personalet til at udlevere kontanter og cigaretter.

"Og vi har nu brug for offentlighedens hjælp til at fastlægge hans identitet, derfor efterlyser vi ham med billede," siger politikommissær Martin Rolighed fra Nordjyllands Politi.

Han opfordrer borgerne til at ringe 1-1-4, hvis man genkender ham eller i øvrigt ligger inde med andre relevante oplysninger i sagen.

Manden beskrives som: Mand, 20-25 år, almindelig til kraftig af bygning, talte dansk med accent, iført hvid maskering for ansigtet og iført gråhvid hættetrøje, grå joggingbukser, sorte Nike-sko med hvid sål.

Publiceret 04 December 2018 12:26