Foto: Københavns Vestegns Politi

Hvem så mænd på motorvejen inden tragisk dødsulykke? Politiet søger vidner

Af
Jacob Nielsen

Den 30-årige mand, som tirsdag aften blev anholdt i forbindelse med at en 29-årig mand blev påkørt og dræbt på Holbækmotorvejen, er onsdag eftermiddag blevet løsladt ved Retten i Glostrup.

Københavns Vestegns Politi begærede manden varetægtsfængslet for at have skubbet den 29-årige kammerat ud på vejbanen på Holbækmotorvejen, men retten besluttede imidlertid, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle manden og løslod ham.

Københavns Vestegns Politi opretholder dog indtil videre sigtelsen mod den 30-årige mand, og efterforsker samtidig videre for at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring dødsulykken.

Man er derfor meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der har set mændene til fods på Holbækmotorvejen i vestgående køreretning tirsdag aften fra klokken 21:30 til 23.

Påkørslen skete lige før motorvejen deler sig mod henholdsvis Roskilde (vest) og Ishøj (syd) nær Vallensbæk Sø (vandski-sø) og Store Vejleå.

Man kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

De pårørende til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.

Publiceret 05 December 2018 15:56

SENESTE TV