Foto: Lars Guldager / Domstol.dk

Foto: Lars Guldager / Domstol.dk

Chokerende melding i voldtægtssag: Politimand har måske forbrudt sig mod flere regler

Østjyllands Politi meddeler torsdag eftermiddag, at der sandsynligvis er blevet begået alvorlige procedurefejl i efterforskningen af en voldtægtssag, der i øjeblikket bliver behandlet i Vestre Landsret.

Den tiltaltes forsvarer i sagen har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som nu er i gang med at efterforske sagen, hvor en efterforsker ifølge klagen har forbrudt sig mod flere regler.

Østjyllands Politis øverste ledelse blev bekendt med sagen onsdag, og den overraskede politidirektør Helle Kyndesen.

"Det er en sag, der kommer meget bag på os, og som vi tager meget alvorligt. Det ser ud til, at der er sket ting, der bestemt ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt efterforsker straffesager på. Nu vil vi lade Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforske sagen færdig, inden vi konkluderer yderligere," siger politidirektør Helle Kyndesen.

Østjyllands Politi vil nu undersøge, om der er brug for generelle tiltag for at undgå lignende sager.

"Borgerne må ikke være i tvivl om, at vi overholder reglerne og behandler alle sager korrekt. Så det er klart, at denne sag får os til at se på, om der eventuelt er behov for at vejlede vores medarbejdere yderligere," siger politidirektøren.

Hos Statsadvokaten i Viborg hvor sagen bliver ført, mener anklageren dog ikke, at procedurefejlene skal have betydning i forhold til selve voldtægtssagen, da de ikke har betydning for vidnernes troværdighed.

Østjyllands Politi kan pt. ikke kommentere sagen yderligere.

jn

Publiceret 13 December 2018 16:23