Familien advarede Louisa mod at tage afsted: Mandag fik de den værste besked

Louisa Vesterager Jespersen blev mandag fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko, sammen med en norsk kvinde, der også var blevet dræbt.

Af
Daniel Sennek

Det skulle have været en helt normal mandag aften, da Helle Jespersen hyggede med familien. Men det blev det værst tænkelige mareridt, da to politifolk bankede på døren. De kunne fortælle, at hendes datter, Louisa Vesterager Jespersen, var blevet dræbt på en ferie i Marokko.

Det skriver B.T.

"Jeg sad sammen med mine tre børn og så julekalender. Pludselig er der en fra Norge, som kender Louisa, der skrev til min søn, om vi havde hørt fra Louisa, fordi en dansk og norsk kvinde var blevet dræbt i Marokko, hvor hun var taget ned for at holde jul. Vi sagde nej, og så skrev nordmanden, at det var godt, fordi der stod, at de pårørende var blevet underettet," fortæller Helle Jespersen til avisen.

Louisa Vesterager Jespersen var taget til det nordafrikanske land for at holde jul, men det var slet ikke med familiens gode vilje.

"Vi havde ellers frarådet hende at tage derned, fordi det er sådan et kaotisk sted, og man har før hørt om folk, der er blevet slået ihjel dernede. Hun var altid glad og positiv. Alle mennesker kunne med hende, og hun fik det bedste frem i alle. Man skulle bevise det for hende, hvis hun skulle tro på ondskab," fortæller Helle Jespersen til B.T.

Tilbage i det lille hjem i Grindsted sidder Helle og hendes to andre døtre. Knuste. Louisas lillebror er taget hjem til en kammerat.

Publiceret 18 December 2018 09:53