Uhyggelig tragedie: Kvinde død efter julefrokost på Københavns Universitet

En sand tragedie har ramt både en familie og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Af
Daniel Sennek

En kvindelig ansat ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er afgået ved døden efter en julefrokost fredag den 14. december.

Det skriver Ekstra Bladet.

"Jeg er bekendt med, at der har været et uventet og tragisk dødsfald, som vi alle er dybt berørte af. Det drejer sig om en kvindelig administrativ medarbejder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og vi har den dybeste medfølelse med de efterladte," siger Anéh Christina Hajdu, kommunikationschef på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, til avisen.

I sagens indledning arbejdede myndighederne med en teori om, at dødsfaldet skyldtes fødevareforgiftning, fordi i alt fire personer blev syge. Men det er der intet, der tyder på, oplyser Fødevarestyrelsen til Ekstra Bladet.

Fødevarestyrelsen oplyser til Ekstra Bladet, at den afdøde kvinde var en af de fire personer, som tog videre til en fest, og som blev syge. En obduktionsrapport, som endnu ikke foreligger, skal fastslå dødsårsagen, som altså endnu er ukendt.

Publiceret 25 December 2018 08:32

SENESTE TV