Foto: Localeyes.dk

Gravid kvinde og barn i voldsom ulykke: Flere fastklemte

To biler er kollideret frontalt syd for Odense i en alvorlig ulykke. Flere er fastklemt og en gravid kvinde og barn er kørt på hospitalet.

Af
Daniel Sennek

"Vi modtager en anmeldelse klokken 16.29, om at to personbiler er kørt frontalt ind i hinanden på Stenløsevej."

Sådan siger vagtchef ved Fyns Politi, Ehm Christensen, til B.T. om en alvorlig ulykke, hvor flere mennesker var fastklemte, da to biler kolliderede frontalt på Stenløsevej syd for Odense.

"I den ene bil sidder en mand, en gravid kvinde og et barn, og de bliver kørt til hospitalet," siger vagtchefen Ehm Christensen til avisen og uddyber:

"Manden har brækket hoften, mens den gravide kvinde klager over smerter fra maven, og barnet bløder fra næsen. Derfor kommer de alle på hospitalet, hvor manden behandles, og kvinden og barnet bliver undersøgt."

Kort efter klokken 18 blev vejen igen åbnet for trafik.

Publiceret 12 January 2019 19:56

SENESTE TV