Slog alarm om brand i buskads: Da politiet nåede frem fandt de 45-årig mand dræbt på stedet

En 45-årig mand har mistet livet natten til lørdag. Det skete, da han påkørte et vejtræ - og hans bil herefter brød i brand.

Af
Daniel Sennek

Omkring klokken 00.30 blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi alarmeret om et brag, der lød som et kanonslag. Kort tid efter kom meldinger om brand i et buskads. Da politiet nåede frem, stod det klart, at der var tale om en uhyggelig ulykke, hvor en 45-årig mand mistede livet.

Det skriver Ritzau.

Den 45-årige mand, der har mistet livet, er fra Præstø. Natten til lørdag efter at han natten til lørdag kørte han ind i et træ på en landevej ved Stege, så hans bil derefter brød i brand.

Det fortæller Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

"Vi ved endnu ikke, hvordan det er sket, men han har ramt et træ i vejsiden med en sådan kraft, at bilen er gået i stykker og brudt i brand," oplyser vagtchefen.

"Ingen af anmelderne havde været tæt nok på ulykkesstedet til at kunne se, at det var en bil, der var brudt i brand. Da vi kommer frem, kan vi konstatere, at der er noget helt galt. Men det tager os noget tid, før vi kan fastslå identiteten på den omkomne og dermed også underrette de pårørende," fortæller vagtchefen til Ritzau.

Publiceret 12 January 2019 00:00