Foto: Localeyes.dk

Far stak 21-årig datter ned: Nu står lillebror frem - "Det var planlagt"

Da en 21-årig kvinde tidligere i januar blev forsøgt dræbt af sin 53-årige far, så var det et planlagt drabsforsøg, mener offerets 20-årige lillebror.

Af
Daniel Sennek

Hele barndommen har været voldelig, og drabsforsøget den 8 januar på den 21-årige kvinde er kulminationen på den barndom. Og det var ikke et tilfælde, at den 53-årige far tirsdag den 8. januar i familiens lejlighed stak sin 21-årige datter adskillige gange, så hun svævede mellem liv eller død.

Det fortæller offerets lillebror i et interview til Berlingske Tidende ifølge fyens.dk.

Til avisen kalder lillebroderen sig Ali på 20 år. Han arbejder i familiens fiskebutik, og han fortæller, at den religiøse familie gennem flere år undlod at kontakte politiet. Af frygt for faderen, der truede både sin kone og de fire børn.

For flere år siden forsøgte faderen angiveligt at kvæle den 21-årige datter med en pude under et ophold i Irak. Ali understreger overfor Berlingske Tidende, at det ikke skal opfattes som et islamisk æresdrab, men at det skyldes en endnu ældre mentalitet, jahiliyyah, hvor man begravede nyfødte piger levende, inden de kunne nå at bringe skam over familien.

Tirsdag den 8. januar kulminerede det, da faderen sørgede for at være alene med datteren og sin kone. Ali blev sendt ud efter fisk til butikken.

"Jeg ser det sådan, at Gud har slået ham nu. Efter alle de år, hvor vi har holdt det ud, har Gud endelig slået ham ved at få ham til at grave sin egen grav," fortæller Ali til avisen.

Berlingske Tidende har talt med den 53-åriges forsvarsadvokat, Bo Møller Jensen, der fortæller avisen, at hans klient ikke har nogen kommentarer til sønnens udsagn.

Publiceret 15 January 2019 08:31

SENESTE TV