13-årig pige i uhyggelig ulykke på vej i skole: Brandfolk måtte løfte bilen væk fra pigen

Brandfolk måtte løfte en bil væk fra en 13-årig pige, da denne var blevet kørt ned på vej i skole.

Af
Daniel Sennek

Først styrtede den 13-årige pige, da hun kom cyklende ud på Lyngtoften i Skive mandag morgen. Samtidig kom en bil kørende, der ikke kunne bremse på grund af det glatte føre - og så gik det galt.

Det skriver Skive Folkeblad.

Bilen, der blev ført af en 54-årig kvinde, ramte den allerede væltede pige, og den kørte både pigens ben og cykel over. En genbo slog alarm, og hurtigt var både akutbil, akutlægebil, ambulance, politi og brandbil på stedet og brandfolkene måtte løfte bilen, så pigen kunne komme fri.

"Da jeg kørte af sted med vores børn i morges, troede jeg først, der var noget galt med bilen. Hjulene skøjtede simpelthen. Vejen var meget glat," siger Rasmus Søndergaard, der bor ved uheldsstedet, til Skive Folkeblad.

Der er lige blevet lagt nyt asfalt, og det kan have haft en indflydelse. Pigen har skader på sit ene ben, men er ved godt mod. Den 54-årige kvinde var voldsomt chokeret efter ulykken.

Publiceret 22 January 2019 10:01

SENESTE TV