Familie og studiekammerater i sorg over 19-årigs død: "Fuldstændig frygteligt og meningsløst"

Studiekammerater, forældre og familie til den 19-årige mand, der i weekenden druknede i Svendborg Havn, mindedes i dag den unge mand klokken 11 ved Helges anløbsbro i havnen.

Af
Daniel Sennek

Lørdag formiddag mistede en blot 19-årig mand livet, da han blev fundet druknet i Svendborg Havn. Mandag blev han mindet af kammerater fra den maritime uddannelsesinstitution Simac i Svendborg.

Det skriver Fyens.dk.

Forældre og familie fra Fredericia deltog også i mindehøjtideligeheden. Der blev lagt blomster, tændt lys, holdt et minuts stilhed og sunget Kim Larsens "Papirklip".

Jesper Bernhardt er direktør på Simac, og han fik oplysningen om den druknede elev søndag.

"Hans kammerater er naturligvis helt knust. Vi har talt med dem og tilbudt dem krisehjælp hos en psykolog eller en studievejleder, og der er også mulighed for, at de kan tale med en lokal sognepræst," fortæller Jesper Bernhardt til avisen.

"Det, der er sket, er fuldstændig frygteligt og meningsløst, og vi har skrevet ud til alle 800 studerende og tilbudt dem krisepsykologhjælp," fortæller Simac-direktøren, der selv deltog i de studerendes mindeceremoni mandag formiddag til fyens.dk.

Publiceret 22 January 2019 12:55

SENESTE TV