Flok af unge ville trænge ind til privatfest: Politiet måtte sende seks patruljer til festen

Politiet mødte talstærkt op ved en fest, hvor en større flok unge mennesker ville ind - problemet var bare, at de ikke var inviteret.

Af
Daniel Sennek

En privatfest i udlejningslokalerne Høloftet på Øster Sundby Vej 15 i Aalborg endte lørdag aften i et brutalt slagsmål. Omkring midnat forsøgte en gruppe unge mennesker, der ikke var inviteret, at komme ind til festen.

Det skriver TV2 NORD.

Gruppen bestod af 10-15 unge personer, der ikke var tilfreds med ikke at måtte deltage.

"Det udvikler sig til et større slagsmål. Det virker, som om at de personer, man vil have bortvist fra stedet ikke kan forstå, de ikke skal være der," fortæller Mogens Hougesen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi til TV2 NORD.

Politiet reagerede prompte og sendte adskillige patruljer afsted. I alt 12 betjente blev kaldt til adressen, men det fik ikke i første omgang slagsmålet til at stoppe.

"Så bliver der kastet med flasker og sådan lidt. Vi har derfor anholdt fem personer, der alle er sigtet for overtrædelse af ordentsbekendtgørelsen. De er sendt hjem igen," fortæller Mogens Hougesen til TV2 NORD.

Ingen af de anholdte blev sigtet for vold. Ingen personer kom alvorligt til skade ved episoden.

Publiceret 03 February 2019 11:16