Familiefejde i landsretten: Far vil sælge tæppe for 47 millioner - søn slæber ham i retten

De næste tre dage skal det i Østre Landsret afgøres om et tæppe til 47 millioner kroner må sælges eller ej.

Af
Daniel Sennek

Hofjægermeste Erik Juel ønsker at sælge et tæppe til en værdi af 47 millioner kroner, men det vil hofjægermesterens søn, godsejer Gregers Juel, dog ikke finde sig i. Derfor skal Østre Landsret nu afgøre, om man må sælge et stykke Danmarkshistorie eller ej.

Det skriver Ekstra Bladet.

Godsejer Gregers Juel sagsøgte i 2016 sine forældre, da de forsøgte at sælge tæppet gennem auktionshuset Christies i 2016. Og byretten gav ham medhold i, at det ikke må sælges.

"Jeg er overrasket og skuffet over dommen, og vi har omgående anket den til landsretten," lød det dengang til BT fra hofjægermesterens advokat, Karoly Németh, som altså ankede sagen.

Det omtalte tæppe er Savonerie-tæppet, også kaldet Solkonges Tæppe, som var en gave fra Ludvig den 14. af Frankrig til en dansk minister. Tæppet er vurderet til at være 47 millioner kroner værd. Da byretten slog fast, at det ikke kunne sælges, lagde de vægt på Kulturværdiudvalgets beskrivelse af tæppet. De mener, at tæppet har "umistelig kulturværdi af afgørende national betydning", hvorfor det ikke burde kunne bortauktioneres, skriver Ekstra Bladet.

Østre Landsret har sat tre dage af til sagen, men det er ikke fastlagt, hvornår der kommer dom.

Publiceret 11 February 2019 10:54

SENESTE TV