Oliver blev pludselig jagtet af Mercedes og Audi: Torpederet, bragede ind i autoværn og blev tæsket

Søndag aften blev 22-årige Oliver jagtet i sin bil, torpederet af en stor Audi og bragede direkte ind i autoværnet. Efterfølgende blev han hevet ud af bilen og tæsket.

Af
Daniel Sennek

Søndag aften oplevede 22-årige Oliver Beck fra Brørup ved Vejen pludselig et vildt drama - med ham selv som hovedperson. Her bød oplevelserne både på en biljagt, et tæskehold og en smadret bil.

Det skriver Jydske Vestkysten.

"Det hele begyndte ellers stille og fredeligt søndag aften. Vi holdt ved den gamle plastfabrik på Vinkelvej i Vejen. Pludselig dukker der en vred mand op og forlanger at få at vide, hvad vi laver der. Jeg forklarede, at vi bare snakkede med hinanden. Men så fik vi at vide, at vi måtte finde et andet sted at snakke," siger Oliver Beck til avisen.

Kort efter parkerede Oliver og hans bekendte, der var med i bilen, ved en tankstation, hvor de pludselig ser en stor Mercedes og en stor Audi komme kørende mod dem. De skynder sig væk, men bliver jagtet af bilerne.

"Vi blev forfulgt ad Asbovej i retning mod Bække, men ved Ribe-Vejle Landevej drejer vi så til venstre i retning mod Gjerndrup. Undervejs blev vi påkørt bagfra, så vi ringer 112 og har politiet i røret, mens vi bliver jagtet," siger Oliver Beck til Jydske Vestkysten.

Pludselig bliver de påkørt bagfra af Audi'en, hvorefter to mænd hiver Oliver ud og sparker og slår ham.

Politikommissær Morten Alslev, Syd- og Sønderjyllands Politi, bekræfter over for JydskeVestkysten, at politiet søndag aften klokken 21.07 har fået en anmeldelse af ulykken og den efterfølgende vold, som Oliver Beck har været udsat for, men de ønsker ikke at kommentere sagen.

Publiceret 12 February 2019 07:22

SENESTE TV