Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock David - stock.adobe.com

Mænd rippede værdier fra skoleelever for næsten 2 mio. kr.: Sådan gjorde de

To mænd idømt 3½ års fængsel for indbrud på 30 skoler

Mere end 200 elever på 30 forskellige jyske og fynske skoler fik sidste år stjålet computere, telefoner og andet til en værdi på næsten to millioner kroner. To mænd fra Aarhus på henholdsvis 25 og 26 år stod bag, og de har nu fået deres straf. De skal begge 3½ år i fængsel, har Retten i Aarhus bestemt.

De to dømte mænd fulgte samme mønster i alle indbruddene, som blev begået på forskellige høj- og efterskoler i hele den vestlige del af landet. Mens eleverne var til aftensmad i fællesområdet, sneg mændene sig ind på elevernes værelser via ulåste døre og stjal værdigenstande, de vidste, de hurtigt kunne afsætte.

Det stod hurtigt klart for politiet, at der var tale om organiserede kriminelle, og politikredsene arbejdede derfor sammen i efterforskningen af de mange tyverier.

Det lykkedes at fange de to den 12. juni, da en elev opdagede en mand snige sig rundt på en efterskole i Hammerum ved Herning. Kort efter kunne skolen konstatere, at der var stjålet flere computere og trådløse høretelefoner.

Hurtigt udrykning til området gjorde, at de to mænd blev anholdt i en bil ved en campingplads nær motorvejen ved Silkeborg. Tæt derved fandt man også de stjålne ting fra efterskolen.

Digitale spor

Efterforskerne brugte blandt andet digitale spor til at koble mændene til de i alt 30 indbrud. Blandt andet fandt politiet frem til, at mændene havde googlet efter høj- og efterskoler i bestemte områder, ligesom masteoplysninger i flere tilfælde dokumenterede, at mændene havde været ved skolerne omkring gerningstidspunktet.

Ud over de mange indbrud blev de to mænd også dømt for en række færdselsforseelser, så sammenlagt blev de i alt dømt for 251 forhold, som altså gav en dom på i alt 3½ års fængsel til begge.

De to mænd blev begge fængslet efter dommen, som de begge ankede til frifindelse.

jn

Publiceret 20 February 2019 15:49

SENESTE TV