Lastbilchauffør finder død mand: Dræbt på stedet i uhyggelig ulykke

En mand er død, efter han sent mandag aften blev fundet af en lastbilchauffør. Den ældre mand var kørt galt på Sønderdalvej nær Sønder Omme.

Af
Daniel Sennek

Mandag aften mistede en 82-årig mand livet, da han kørte galt i sin bil i Klovborg, der ligger cirka 40 kilomter fra Sønder Omme.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Det var en lastbilchauffør, der først opdagede ulykken, da denne kom kørende ad Sønderdalvej. Her så han en personbil ligge på taget i en grøft.

"Han stiger ud af bilen og konstaterer, at noget er galt. Da ambulancen når frem, finder man en person ved køretøjet, som er afgået ved døden," fortæller vagtchef Ole Vanghøj til Ritzau.

Den afdøde 82-årige mand er fra lokalområdet, og hans pårørende er underettet.

"Vi kan se, at der har været noget høj fart involveret, men om det er grunden til, at manden er forulykket, eller om han eksempelvis har fået et ildebefindende bag rettet, mangler vi fortsat at få svar på," lyder det fra vagtchefen til Ritzau.

Slutteligt har politiet stor ros til føreren af lastbilen, der stoppede op, da han så noget unormalt i vejsiden.

Publiceret 05 March 2019 07:06

SENESTE TV