Mor efter 17-årig Nataschas død: "Hun kommer herfra som den stjerne hun er - og vores ægte heltinde"

Den 10. marts ændrede familien Arrilds liv sig for altid, da familiens datter, Natascha Arrild, mistede livet i en voldsom trafikulykke.

Af
Daniel Sennek

Natascha Arrild blev blot 17 somre gammel. Søndag den 10. marts blev hun dræbt i en uhyggelig ulykke. Klokken var et om natten, da to politibetjente bankede på familiens dør og fortalte den forfærdelige nyhed.

Det skriver sn.dk.

"Det eneste vi fik af vide var, at vores datter havde slået hovedet meget alvorligt, og at vi skulle følge med ud til Rigshospitalet. Mere kunne de ikke sige," sådan fortæller Nataschas mor Anja Arrild til sn.dk om den skæbnesvangre nat.

17-årige Natascha blev dræbt som passager i en bil, der var forulykket i Lellinge. En 20-årig mand førte bilen, der kørte galt og påkørte flere træer. Natascha blev slynget ud af bilen og var bevidstløs med det samme.

Ulykken var så voldsom, at Natascha fik så voldsomme hovedskader, at hendes alt for korte liv ikke stod til at redde. Lægerne havde gjort, hvad de kunne.

Spørgsmålet om organdonation kom hurtigt på tale. Noget som Natascha havde givet udtryk for før.

"Så da vi fik den endelige besked om, at vores datters liv ikke stod til at redde, og hun blev erklæret hjernedød klokke 12.11 søndag, var vi heller ikke i tvivl, da lægerne spurgte os om muligheden for organdonation. Da vi havde sagt et sidste farvel til Natascha, gav vi lægerne lov til at bruge de organer, der nu var behov for," siger Anja Arrild til sn.dk.

På dagen skrev familien et opslag på Facebook:

"I aften kl. 21 reddede hun verden for seks mennesker som uden et nyt organ ikke kunne overleve - hun kommer herfra som den stjerne hun er - og vores ægte heltinde."

Publiceret 13 March 2019 12:51