Foto: Localeyes.dk

26-årig mulig seriemorder sigtet: TV-kendis slog alarm

Københavns Politi kan takke en kendt tv-personlighed for, at en 26-årig mulig seriemorder nu er blevet pågrebet.

Af
Daniel Sennek

En 26-årig mand er sigtet for at have dræbt tre pensionister i løbet af den seneste måned - og Københavns Politi kan tilsyneladende takke en tv-kendis for, at sagen tog sin begyndelse.

Det skriver B.T.

Ifølge avisen fik tv-kendissen mistanke om, at der var noget alvorligt galt, da hendes 81-årige mor sidste fredag blev fundet død. De første betjente på stedet havde slået dødsfaldet hen som udramatisk og noteret at den gamle dame blot var død i sin lejlighed.

TV-kendissen slog dog alarm, da blandt andet kvindens kreditkort stadig blev brugt til at købe varer, selvom hun var død. Her kunne politiet hurtigt konstatere, at der var noget galt - og ved at følge sporene fra kreditkortene, blev en 26-årig mand anholdt lørdag aften.

Han er dansk statsborger, men ifølge politiet oprindeligt fra det østlige Afrika.

Siden har politiet også sigtet ham for lignende drab i samme opgang mod en 83-årig kvinde den 7- februar og en 80-årig mand den 2. marts.

Der er navneforbud i sagen, og derfor kan den kvindelige tv-kendis ikke stå frem med navn i artiklen.

"Sagen skaber forståeligt stor utryghed i området. Vi tager bekymringen meget alvorligt og har afholdt møder med beboerne," lød det fredag fra chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi ifølge B.T.

Publiceret 16 March 2019 07:46