Foto: Localeyes.dk

Piger i dødsulykke var kun 18 år: Havde lånt fars Mini Cooper

Lørdag morgen blev en passager dræbt og en anden er fortsat i kritisk tilstand i en dødsulykke i Nordjylland. Pigerne var kun 18 år.

Af
Daniel Sennek

De fire unge kvinder i ulykken var kun 18 år gamle. De havde lånt førerens fars Mini Cooper, som de var på vej hjem i, da ulykken skete. Den dræbte - og pigen i kritisk tilstand - befandt sig på bagsædet. Hun er efter alt at dømme blevet dræbt på stedet, da bilen ramte autoværnet og fløj ned på en skråning ved en vejtunnel under Nordjyske Motorvej.

Det skriver Ekstra Bladet.

Føreren og pigen på passagersædet slap mirakuløst næsten uskadt fra ulykken. En af de to havde derfor kræfter til at kravle ud af køretøjet og op på motorvejen.

"Det er efter alt at dømme føreren af bilen, som oppe på motorvejen får standset en bilist for at tilkalde hjælp," siger Mogens Hougesen til Ekstra Bladet.

Alle er bosiddende i Nordjylland.

Pigernes relation har vagtchefen ikke kendskab til, men ifølge ham kender de hinanden.

Publiceret 16 March 2019 00:00

SENESTE TV