Politipatrulje standsede bil: Pludselig var de omringet af 10-15 aggressive unge

Da en politipatrulje ville foretage en test for narkokørsel, da de standsede en bil, ville en stor flok unge det helt anderledes - og politiet måtte tilkalde forstærkninger.

Af
Daniel Sennek

Det skulle have været et simpelt rutinetjek af føreren af en bil, da politiet i Holstebrp standsede en bil i Heimdalsparken, hvor betjentene natten til mandag ville tjekke føreren for narkokørsel. Situationen udviklede sig dog helt anderledes - og nu vil politiet sætte en stopper for den gruppe af unge mennesker, der skaber utryghed.

Det skriver Dagbladet Holstebro -Struer.

"Lynhurtigt stimler 10-15 unge sammen og omringer politiet, og synes bestemt ikke, at der skal foretages en narkometertest," fortæller politikommissær Lilian Jensen til avisen om episoden natten til mandag.

Politipatruljen, der standsede bilen, bliver nødt til at tilkalde forstærkning, og det er da også først, da der ankommer en hundepatrulje, at de unge mennesker vælger at at forlade stedet.

"Det er en gruppering, som vi kender fra andre steder af. Blandt andet har de også opført sig truende og generende på blandt andet McDonalds, hvor de har haft deres egen alkohol med og har generet kunderne," fortæller Lilian Jensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Lilian Jensen fortæller, at politiet nu vil have styr på grupperingen, som består af lokale "drenge".

Publiceret 19 March 2019 08:09

SENESTE TV