Arkivfoto

Arkivfoto

Irakisk familie stod bag stribevis af røverier: Hovedmanden udvises for bestandigt

Tre mænd, som udførte en lang række røverier i efteråret 2017 og frem til foråret 2018 har fået deres domme

I oktober 2018 blev tre irakiske mænd - alle familiemedlemmer - varetægtsfængslet i en sag om 15 væbnede røverier begået i en række dagligvarebutikker i Roskilde, Viby Sjælland, Hvalsø og Store-Merløse-området.

Alle røverierne blev udført omkring lukketid ved, at mændene gik ind gennem kundeindgangen og med våben truede de ansatte til at udlevere penge fra kasseapparatet.

Onsdag blev de tre mænd på henholdsvis 24, 25 og 25 år dømt ved Retten i Roskilde, skriver Ritzau ifølge dr.dk.

24-årig Mustafa Kadir fra Roskilde blev fundet skyldig i at have begået alle 15 røverier. Han blev idømt otte års ubetinget fængsel og udvist af Danmark for bestandigt. Han udbad sig betænkningstid i forhold til anke af dommen.

25-årige Ali Kadim fra Høje-Taastrup var tiltalt i ni af sagerne men blev fundet skyldig i de syv. Han blev idømt tre års ubetinget fængsel og fik en betinget udvisning af Danmark. Han modtog dommen.

Det gjorde den tredje person, en 25-årig mand fra Roskilde, også. Han var tiltalt for at have begået seks af røverierne, men blev kun fundet skyldig i at have begået tre samt hæleri. Han blev idømt

halvandet års ubetinget fængsel og fik en betinget udvisning.

"Jeg er tilfreds med dommen, særligt at retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand for så vidt angår den 24-årige og fandt ham skyldig i alle 15 røverier og at udvise ham for bestandigt, hvilket afspejler alvorligheden i den kriminalitet han har begået," siger senioranklager, Tina Davidsen på vegne af anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.

jn

Publiceret 21 March 2019 16:19