Væbnet røveri i SuperBrugsen: Denne gerningsmand jagtes af politiet

Nordsjællands Politi vil meget gerne have fat i manden på billedet herover. Kan du hjælpe med at identificere ham?

Den 7. marts klokken 20.36 blev SuperBrugsen i Gentofte udsat for et væbnet røveri, da en yngre gerningsmand truede personalet med en kniv til at udlevere kontanter fra kassen.

Nordsjællands Politi offentliggør i den forbindelse nu overvågningsbilleder fra supermarkedet og beder borgerne om at kontakte politiet, hvis de genkender gerningsmanden eller har anden brugbar information om røveriet.

Under røveriet var manden iført en sort, grå og hvid hættetrøje i camouflage-mønster, en sort dunvest, et ur på venstre håndled, en sort elefanthue, sorte bukser og hvide sko med noget sort på hælkappen. Han medbragte desuden en hvid plasticpose og en kniv.

"Vi er klar over, at det umiddelbart ikke er fotos i Ultra HD, men borgerne har mange gange før bidraget til identificeringen af gerningsmænd med langt færre detaljer til rådighed, og vi tror på, at vi ved fælles hjælp også kan få løst denne sag," siger politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi er også interesserede i at høre fra eventuelle vidner, der kan have set optakten til røveriet eller flugten derfra, som gik i retning af den nærtliggende Netto p-plads og Adolphsvej.

Ligger du inde med oplysninger af relevans for sagen, kan du sende en mail til php001@politi.dk eller ringe til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 21 March 2019 13:46