Arkivfoto

Arkivfoto

Mistænkt for million-svindel: Nu er han død

"Vi vil ikke forfølge sagen. Man kan ikke dømme en død mand"

Manden bag et formodet million-underslæb er død, skriver Jyske Vestkysten.

Den nyligt døde mand var den hovedmistænkte bag et anmeldt underslæb for over en million kroner i Næsbjerg Foderstofforening A.m.b.a. - den nu afdøde medarbejder var mistænkt for hovedsageligt at tage foder uden at betale for det. Det formodede underslæb, der stod på i mange år, løb op i over en million kroner, ifølge Leif Haubjerg, formand for Vestjyllands Andel, der i 2017 overtog Næsbjerg Foderstofforening, skriver Jv.dk.

"Jeg kan bekræfte, at han er afgået ved døden," siger Carsten Arentoft Andersen, der er leder af afdelingen for organiseret og økonomisk efterforskning hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Jv.dk.

Endnu ved offentligheden ikke, hvordan den mistænkte mand i sagen er død.

I Vestjyllands Andel har en samlet bestyrelse forholdt sig til det faktum, at den tidligere medarbejder bag det formodede underslæb er afgået ved døden.

"Vi har truffet en beslutning. Vi vil ikke forfølge sagen. Man kan ikke dømme en død mand. Hvad politiet gør, det ved vi ikke. Vi vil ikke trække konen, børnene og boet gennem en retssag. Det giver ingen mening rent moralsk og etisk. Penge er en død ting," siger Leif Haubjerg til Jv.dk.

Publiceret 22 March 2019 15:27

SENESTE TV