Kæmper desperat for livet: Stadig i livsfare efter blodigt overfald

Den 22-årige mand, der lørdag aften blev overfaldet ved Lunden i Horsens er stadig i overhængende livsfare.

Mandag morgen fortæller Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad, at den 22-årige mand stadig kæmper for sit liv efter overfaldet. Oplysningen kommer klokken 07.10 mandag morgen, hvor manden på tredje dag er i uændret tilstand.

Overfaldet skete lørdag, hvor den 22-årige mand blav slået og sparket bevidstløs. Han blev overført til Aarhus Universitetshospital i Skejby med livsfarlige kvæstelser.

"Overfaldet er tilsyneladende umotiveret," siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jeppe Thranum, søndag formiddag, til Horsens Folkeblad.

Den 22-årige mand har siden overfaldet været bevidstløs, og politiet har derfor ikke kunnet afhøre ham.

Politiet efterlyser fortsat vidner - og de to formodede gerningsmænd, der beskrives som:

A: Mand, 180 centimeter høj, 18 år, tynd, mellemblond hår og iført sort tøj.

B: Dansk mand, 18-19 år, 185 centimeter høj, tynd, mørkt kort hår, bar sort kasket og iført sort tøj.

Henvendelser til politiet kan ske på telefon 114.

Den 22-årige mands pårørende er underrettet.

Publiceret 22 April 2019 13:17

SENESTE TV