Jan Weiling Hansen står på det sted, hvor hovedet fra hans kat Olivia blev fundet af en kvinde og hendes to børnebørn. Til højre i billedet ses kattehovedet, som det blev fundet. Foto: JN

Jan Weiling Hansen står på det sted, hvor hovedet fra hans kat Olivia blev fundet af en kvinde og hendes to børnebørn. Til højre i billedet ses kattehovedet, som det blev fundet. Foto: JN

Uhyggeligt fund på legeplads: Afhugget kattehoved lå efterladt for enden af rutschebane

En sag om døde katte har de seneste uger chokeret borgerne i et området af Ølstykke. To katte er fundet døde - begge havde fået hovederne adskilt fra kroppen.

En af dem der har mistet en kat er Jan Weiling Hansen. Hans 11-årige kat, Olivia, havde været væk et par dage, da den mandag den 8. april blev fundet død på legepladsen ikke langt fra hans hus på Dronning Dagmars Vej.

Det var en kvinde og hendes to børnebørn, der fandt Olivia - eller rettere Olivias hoved. Det var nemlig på barbarisk vis blevet adskilt fra kroppen og lå som det eneste efterladt for enden af legepladsens rutschebane.

Jan er naturligvis dybt chokeret over, at hans kat skulle ende sine dage på den måde og savner svar på en masse spørgsmål.

"Vi har selvfølgelig tænkt frem og tilbage på, hvad der kan være sket. Kan den være blevet angrebet af en ræv, og er der så nogle, der har fundet den død og har moret sig med at cutte hovedet af den? Eller er der en eller anden dybt perverteret person, som går rundt og gør det her i byen? lyder nogle af spørgsmålene fra Jan, der fortsat mangler at finde Olivias krop.

Et par dage efter fundet blev sagen blot endnu mere mystisk, da endnu en kattedel blev fundet cirka halvanden kilometer fra legepladsen, hvor hovedet af Jans sort-brune-hvide Olivia lå. På Stationsvej lå en kattekrop fra en rødlig kat. Denne gang uden hoved.

Katten Olivia mens den stadig var i live og havde det godt. Privatfoto

Katten Olivia mens den stadig var i live og havde det godt. Privatfoto

Begge fund er blevet anmeldt til Nordsjællands Politi, som har haft delene tilset af en patolog fra Det Biovidenskabelige Fakultet. Herfra lyder meldingen, at det desværre ikke er muligt at fastslå en egentlig dødsårsag, når resten af kroppen ikke er tilstede.

"Der er ingen tvivl om, at det kan virke voldsomt at gøre sådan et fund. Det kan imidlertid ikke hverken be- eller afkræftes, hvorvidt der ligger en kriminel handling bag, da det ikke kan afgøres, hvordan katten er død," lyder det fra politiet, som heller ikke umiddelbart ser nogen sammenhæng mellem de to sager. Blandt andet fordi det ikke kan udelukkes, at katten på Stationsvej er død efter en påkørsel.

Ifølge Jan Weiling Hansen har politiet dog, overfor ham, givet udtryk for, at hovedet fra hans kat på tydelig vis er blevet skilt fra kroppen med en skarp genstand såsom en økse, spade eller stor kniv.

"Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige og mene om det her. Hovedet fra en kat havner jo ikke bare for enden af en rutschebane af sig selv. Jeg håber bare på, at der ikke sker mere af den slags," siger han til Lokalavisen.dk.

Legepladsen i grundejerforeningen på Dronning Dagmars Vej. Foto: JN

Legepladsen i grundejerforeningen på Dronning Dagmars Vej. Foto: JN

Hvis man har oplysninger til sagen, kan Nordsjællands Politi træffes på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 25 April 2019 14:02

SENESTE TV