Modelfoto: Adobe Stock

Modelfoto: Adobe Stock Leonid - stock.adobe.com

Pensionist plyndret af kyniske svindlere: Først ringede de fra banken - så ringede politiet på døren

En 79-årig kvinde fra Jyllinge har fået franarret et større pengebeløb

Det er lykkedes tirsdag ukendte svindlere at narre en 79-årig kvinde fra Hasselparken i Jyllinge på det groveste, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden anmeldte onsdag morgen, at hun dagen forinden var blevet opsøgt af folk, som både udgav sig for at være fra politiet og banken, og personerne var så overbevisende, at de fik lokket kvinden til at udlevere både betalingskort, koder og NemID.

Først havde en mand kontaktet kvinden pr. telefon. Manden oplyste, at han ringede fra hendes bank, og at der var noget galt med hendes betalingskort, som ville blive afhentet.

Efterfølgende ringede en person, der udgav for at være fra politiet. Han forklarede, at hendes betalingskort var involveret i en større, men hemmelig sag fra Jyllinge-området. Kvinden blev instrueret i at holde sagen hemmelig for andre. Da en mand så dukkede op på hendes adresse tirsdag ved 14-tiden, fik han efter en længere snak udleveret de ønskede kort og koder.

En pårørende opdagede dagen efter, at der var foretaget hævninger på den 79-åriges kort indtil videre for cirka 24.000 kroner, og sagen blev anmeldt.

Den 79-årige beskriver den falske politimand som: Afrikansk af udseende, dansktalende, 20-30 år, ca. 170 cm. høj, kraftig af bygning, kort sort hår, iført grå træningsdragt og kasket med et mønster foran.

Politiet har optaget rapport om tricktyveriet og forsøger nu via eventuel overvågning ved pengeautomater at få identificeret den eller de mistænkte i sagen. Samtidig advarer man andre mod denne type af henvendelser.

Rådet lyder, at man kan foretage en kontrolopringning til sit pengeinstitut, hvis man er i tvivl om noget. Og det frarådet altid at udleve betalingskort og fortrolige/personlige dokumenter til fremmede, der ikke har legitimeret sig korrekt.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set den beskrevne mand eller andre, som han kan have været i selskab med, i Jyllinge tirsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 1-1-4.

jn

Publiceret 23 May 2019 11:26