Arkivfoto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Syrisk mand amok over afgørelse: Truede med at bombe jobcenter

En 40-årig mand fra Syrien blev torsdag anholdt for bombetrussel mod Lejre Kommune

En meget frustreret 40-årig syrisk mand fra Kirke-Hyllinge fremsagde torsdag en alvorlig trussel, da han mødte op på jobcentret i Hvalsø.

Jobcentret havde truffet en afgørelse om, at manden skulle trækkes i ydelse, hvilket han var lodret uenig i. Det fik ham til at fremsige truslen om at komme og bombe rådhuset, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Episoden blev anmeldt til politiet klokken 13.14 af personalet fra jobcentret. Politiet fik kort efter telefonisk kontakt med manden, der indvilligede i selv at møde på politistationen. Her blev han anholdt og sigtet for trusler mod en offentlig myndighed.

Manden, som fortsat var meget frustreret over kommunens afgørelse, blev afhørt med tolk, hvor han nægtede truslerne mod rådhuset.

Politiet skønnede efter afhøringen dog ikke, at han havde hverken evnen og viljen til at handle på truslen, og han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

jn

Publiceret 24 May 2019 12:10