Arkivfoto.

Arkivfoto.

Rasende mand i firehjulstrækker gik fuldstændig amok på skrækslagen familie i bil

Politiet efterlyser meget, meget vred bilist

En aggressiv mand, der kørte i en firehjulstrækker, optrådte på slap line i Køge pinsesøndag. Politiet beder om læsernes hjælp til at finde den vrede mand.

Klokken 18.26 anmeldte en 40-årig mand fra Albertslund, at han kort forinden kørte med sin familie i nordlig retning på Vordingborgvej i Køge, da han bemærkede en stor firehjulstrækker, der fyldte meget på vejen og kørte slingrende, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 40-årige overhalede firehjulstrækkeren - og lagde mærke til, at føreren sad og gestikulerede. Anmelderen dyttede, for at gøre føreren af firehjultrækkeren opmærksom på sin kørsel.

Da familien kort efter overhalingen kom til en rundkørsel på Klemmestrupvej, gassede firehjultrækkeren op og kørte op foran familiens bil, hvor den bremsede, så firehjulstrækkeren og personbilen stødte sammen.

Den vrede mand steg ud og hev passagerdøren op, hvor den 40-åriges kone sad. Han var aggressiv, truende og lænede sig ind over konen, for at få fat i den 40-årige, mens han råbte ad dem. Herefter forlod manden i firehjulstrækkeren stedet i nordlig retning uden at den 40-årige bilejer fik oplysninger om manden til brug i sagen om påkørslen.

Politiet efterforsker sagen og forsøger at finde frem til manden i firehjulstrækkeren. Den 40-årige og hans kone skal afhøres nærmere i forhold til signalement på den flygtende mand og køretøjet.

Borgere, der har overværet optrinnet, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Publiceret 11 June 2019 13:36

SENESTE TV