Arkivfoto

Arkivfoto

Særdeles groft gaderøveri mod 65-årig mand: Jagtet og stukket i ryggen

To mænd efterlyses for røveri begået lørdag morgen i Middelfart

Fyns Politi leder efter to gerningsmænd til et groft gaderøveri på Viaduktvej i Middelfart lørdag morgen kort efter klokken 06.

En 65-årig mand var ude at gå en tur, da han blev passet op af to unge mænd, som med kniv truede ham til at udlevere sin pung. Den 65-årige forsøgte i første omgang at løbe fra gerningsmændene, men blev stukket i ryggen omkring venstre skulderblad og smed så sin pung fra sig.

Gerningsmændene løb fra stedet med mandens pung, som senere på formiddagen blev fundet henkastet af en borger. Pungen blev fundet på Fynsvej tæt ved krydset Fynsvej/Falstervej i Middelfart.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, 16-18 år, spinkel af bygning og ca. 170 cm. høj og med mørke øjne. Iført sorte bukser og en mørk hættetrøje, hvor hætten var trukket op. Herudover havde han et tørklæde el.lign. måske med lidt rødt mønstre i trukket op over næsen, så man kun lige kunne se øjnene imellem hætten og tørklædet. Han talte med accent og afhørte var ikke i tvivl om, at personen var af anden etnisk oprindelse end dansk.

B: Mand, spinkel af bygning, smalt ansigt, ca. 180 cm, Iført mørk påklædning.

Den 65-årige blev behandlet for sit stiksår på Kolding Sygehus, oplyser Fyns Politi.

Kontakt Fyns Politi på telfon 1-1-4 hvis du har oplysninger i sagen.

jn

Publiceret 24 June 2019 09:50

SENESTE TV