Arkivfoto.

Arkivfoto.

Modig 78-årig mand i toget: Beskyttede kvinder mod aggressiv voldsmand

Tilbageholdt den aggressive passager til politiet ankom

78-årig mand optrådte modigt, da han beskyttede kvinder i et tog, hvor en aggressiv mand overfusede alt og alle.

Klokken 14.16 fik politiet en anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand i toget optrådte aggressivt over for togpassagererne. Manden havde råbt og været ubehagelig over for nogle kvinder i toget, - og den 78-årige passager gik imellem for at beskytte kvinderne.

Den spirituspåvirkede mand rettede nu sin vrede mod den 78-årige, som han slog ud efter og ramte i ansigtet.

Da toget ankom til Roskilde station, stod den 78-årige af toget, hvor han ved hjælp fra nogle andre mandlige togpassagerer tilbageholdt den aggressive mand.

Politiet anholdt en 46-årig mand fra Ishøj, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have udvist voldelig optræden i toget. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt til sagen, som han umiddelbart godt kunne erkende. Han var ked af sin opførsel, og forklarede, at den ene kvinde i toget, som han havde haft en uoverensstemmelse med, var hans kæreste. Den 46-årige mand blev løsladt efter endt sagsbehandling, og vil få en bøde på 3000 kr. for episoden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 09 July 2019 11:28