Arkivfoto.

Arkivfoto.

Livfarlig bilist: Kørte galt, så bilen endte på taget. Stjal ny bil - og kørte galt

Løsladt - og gik direkte hen og stjal bil

En 25-årig mand fra Slagelse var onsdag indblandet i to færdselsuheld, oplyser Sydsjællands Politi.

Det første skete klokken 15.08 på Ørslevvej ved Rude, hvor han mistede herredømmet over sin bil og ramte et træ, så bilen væltede om på taget. Da den 25-årige virkede påvirket, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel, og han blev løsladt igen klokken 18.02, efter at der var taget en blodprøve på sygehuset i Slagelse.

Her gik han umiddelbart ud på p-pladsen, hvor han stjal en bil og forsvandt.

Den 25-årige kom dog ikke langt, for i krydset Ingemannsvej/Parkvej i Slagelse kørte han ind i en anden bil. Vidner har forklaret, at de så en hvid varebil komme med høj hastighed ad Ingemannsvej, og i krydset kørte den ind i en anden bil med påhængsvogn, som ventede for rødt.

Føreren af den anden bil, en 38-årig mand fra Slagelse, kom ikke noget til, men den 25-årige forsøgte at stikke af. Et vidne fulgte efter ham og tilbageholdt ham, indtil politiet ankom. Der blev igen taget en blodprøve, for at afgøre, om den 25-årige var påvirket af stoffer eller alkohol. Han blev taget med til politistationen i Næstved, og han er fortsat anholdt, oplyser politiet.

Publiceret 11 July 2019 11:14