Arkivfoto.

Arkivfoto.

Politiet i aktion: Kontrol af ulovlig kørsel på el-løbehjul

El-løbehjul deler vandene

El-løbehjulene har indtaget Aarhus. Går man på gaden i bymidten, kan man næsten ikke undgå at se aarhusianere komme kørende på det smarte transportmiddel, der alt efter model kan køre mellem 20 og 30 kilometer i timen. For et par måneder siden begyndte den svenske virksomhed Voi at udleje deres el-løbehjul i Aarhus, og det har naturligt nok fået endnu flere til at køre rundt på dem.

Politiet i byen er også blevet opmærksom på, hvorvidt personerne på de hurtige el-løbehjul overholder færdselsreglerne, der er de samme som for cyklister. Fredag foretog Østjyllands Politi således en målrettet indsats i Aarhus mod personer på de nye løbehjul. Det ser dog ud til, at de fleste aarhusianere kører efter reglerne. I hvert fald skrev politiet kun få sigtelser, og ingen blev taget for at køre i beruset tilstand, oplyser Østjyllands Politi.

"To blev sigtet for at have passagerer bagpå, og to personer blev sigtet for at have ladet sig være passager bagpå. Og så blev en enkelt person sigtet for at køre på el-løbehjul i gågaden," fortæller politikommissær Christian Riis fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

På trods af det flotte resultat af politiet indsats i fredags, så er der delte meninger om el-løbehjulene i Aarhus. For nylig kunne Lokalavisen Aarhus berette, hvordan flere unge drøner igennem Bruuns Galleri på de nye løbehjul, der kan nå en hastighed på mellem 20 og 30 kilometer i timen.

"Vi har oplevet, at nogle har gjort det, og der er også nogle, som er blevet stoppet af vores vagter for at gøre det. Jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde er tilladt," fortalte centerchef Claus Brændgaard for en måned siden til Lokalavisen Aarhus.

Eric André, landechef i Voi, som udlejer el-løbehjul, har også tidligere forklaret til Lokalavisen Aarhus, at man holder øje med brugerne af deres udlejningskoncept i Aarhus.

”Vi foretager ikke decideret kontrol. Men vi har et street team, som jævnligt er til stede i Aarhus. De guider brugere til sikker kørsel og holder øje med, at de parkerer dem rigtigt. Hvis vi oplever, at en mindreårig kører på et løbehjul, kan vi i yderste konsekvens blokere vedkommendes profil,” lød det i maj måned fra landechefen til Lokalavisen Aarhus.

Publiceret 15 July 2019 11:23