Foto: Ritzau Scanpix og Øxenholt Foto.

Foto: Ritzau Scanpix og Øxenholt Foto.

Skiftede fra AGF til FCK: Brandattentat mod fodboldstjernes lejlighed

Politiet efterlyser vidner

Det var tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed, der natten til søndag blev udsat for en brandattentat

Den lejlighed, der i weekenden blev udsat for et brandattentat, er den tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed. Det skriver AGF i en pressemeddelelse, hvor klubben fordømmer angrebet.

AGF har mandag formiddag været i dialog med Jens Stage og Østjyllands Politi om sagen.

"Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at gerningsmændene har forbindelse til nogle af vores fans, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe," siger direktør i AGF, Jacob Nielsen, til klubbens hjemmeside.

Østjyllands Politi efterforsker nu hændelsen som en brandstiftelse og efterlyser vidner i sagen.

AGF opfordrer alle, der måtte have kendskab til gerningsmændenes identitet eller andre oplysninger relevant for sagen, til at henvende sig til politiet.

Den 22-årige arbejdsmaskine nød inden sit skifte til FCK stor anerkendelse hos fans af AGF, da Stage er vokset op i Aarhus og erklæret fan af klubben, som han spillede for.

På fredag mødes netop FC København og AGF i Superligaens anden spillerunde.

Publiceret 15 July 2019 12:26