Arkivfoto.

Arkivfoto.

Stor redningsaktion i går: Svømmer er nu fundet død i strandkant

Drev længere og længere ud - sandsynligvis på grund af hestehul

En 59-årig mand er fundet druknet, efter at han kom i problemer, da han svømmede ud for Hasle på det nordvestlige Bornholm, oplyser Bornholms Politi ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

Der er tale om en ukrainsk mand.

Han kom i vanskeligheder, da han var ude at svømme mandag klokken 15.33, hvor han begyndte at drive længere ud fra stranden.

Både helikopter, redningsbåd, politi og brandvæsen blev sat ind i håb om at redde manden. Efter kort tid kunne redningsholdet dog ikke længere se manden i vandet, fremgår det af pressemeddelelsen.

Han blev fundet livløs i strandkanten tirsdag klokken 05.27. Hans pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Den 59-årige er langtfra den eneste, som i år har været i vanskeligheder ud for Hasle, skriver Ritzau. Der har således været flere redningsaktioner. Når der har været pålandsvind, kan der opstå såkaldte hestehuller, hvor folk trækkes væk fra stranden på grund af en kraftig understrøm.

Publiceret 16 July 2019 10:02