100 gravsteder vandaliseret med satanistiske tegn

Søndag morgen måtte familier og pårørende til omkring 100 gravsteder på Hadsund Kirkegård konstatere, at deres gravsten havde været udat for groft hærværk. Det skriver TV 2.

Ukendte gerningsmænd havde i nattens mulm og mørke graffitimalet stenene med tallet 666, som er et kendt satanistisk tal.

"Det gør ondt helt ind i hjertet. Det går ud over nogle mennesker og familier, som vi har været i berøring med - ofte i en svær tid. Så det er meget voldsomt, og det berør mig dybt," siger sognepræst Winnie Sella Huus til TV 2.

Flere pårørende og besøgende på kirkegården fortæller til Local Eyes, at de har oplevet lignende trist og meningsløs hærværk før.

Nordjyllands Politi arbejder nu på at finde frem til de skyldige og vil i den forbindelse gerne høre fra eventuelle vidner. Ring til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger til sagen.

jn

Publiceret 22 July 2019 10:00