Arkivfoto

Arkivfoto

Ægtepar udsat for groft hjemmerøveri i nat

Mandag morgen klokken 06.40 slog et ældre ægtepar fra Nordjylland alarm til politiet og anmeldte, at de natten til mandag havde været udsat for et hjemmerøveri. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ukendte gerningsmænd er i løbet af natten trængt ind i ægteparrets bolig på Kattedamsvej mellem Åbybro og Biersted. Her tilbageholdt de parret og udsatte dem for peberspray. Af hensyn til efterforskningsarbejdet vil politiet ikke udtale sig yderligere om sagens detaljer.

Signalementet af gerningsmændene er sparsomt. De beskrives som: To mænd, 20-30 år, almindelig af bygning, iført mørkt tøj, tildækkede ansigter.

Ansvarlig for politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, understreger, at politiet har afsat adskillige styrker til at efterforske hjemmerøveriet.

"Røveri i eget hjem – hvor man skal føle sig tryg – er en yderst alvorlig sag, så vi efterforsker lige nu intensivt i sagen," siger vicepolitiinspektøren.

Hvis man har oplysninger i sagen, så bedes man straks ringe til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 12 August 2019 13:19

SENESTE TV