Arkivfoto. Adobe Stock.

Arkivfoto. Adobe Stock.

Retsreportage: Gift mand hyrede tæskehold til at gennembanke kvinde, han havde gjort gravid

Otte personer tiltalt for særlig rå vold mod gravid kvinde, der blev lokket ud i en skov

Ikke færre end 16 politibetjente var til stede, da Retten i Aarhus tog hul på en spektakulær sag om et gruppeoverfald i Brabrand på en gravid ung kvinde, skriver Lokalavisen Aarhus.

På anklagebænken sad seks kvinder og to brødre mellem 20 og 26 år, der er tiltalt for i forening at have overfaldet den unge kvinde, som den ældste af brødrene antagelig havde gjort gravid.

Den 26-årige storebror, der har arabisk baggrund og er gift, arbejder som vagt og dørmand og bor i Brabrand, er tiltalt for at have truet kvinden til at få fjernet sit cirka otte uger gamle foster og aldrig tale om det til nogen. 'Ellers ville hun ødelægge hans liv, og han ville ødelægge hendes, eller det der er værre', har han sagt ifølge anklageskriftet.

Kvinden ville tilsyneladende ikke abortere, så han tog derfor kontakt til en 25-årig veninde og fik hende og tre af hendes veninder til at overfalde den gravide kvinde. Det foregik i en skov ved Skjoldhøjkollegiet i Brabrand, hvor han fik to andre kvinder, der kendte den gravide kvinde, til at lokke hende ud.

Sådan forklarede en af de tiltalte, en 25-årig kvinde, da hun fredag som den første blev afhørt i sagen, der er afsat fem retsdage til. Formålet med overfaldet var at få offeret til at abortere, fortalte den 25-årige kvinde, som førte an i overfaldet.

"Jeg løb hen og sprayede hende i ansigtet med en peberspray, hvorefter jeg slog hende flere gange i ansigtet med knyttet næve. Derefter gik en af de andre hen og boksede hende i maven, så hun mistede luften og krøb sammen," fortalte den 25-årige, da hun blev afhørt af anklager Jakob Beyer, ifølge Lokalavisen Aarhus.

Tre kvinder deltog fysisk i overfaldet på den gravide kvinde, der også blev sparket adskillige gange og på et tidspunkt slæbt lidt væk, da man hørte nogle personer i nærheden - blot for at få flere tæsk. En fjerde kvinde stod og holdt den 25-årige kvindes hund, som hun havde taget med, fordi det ikke skulle ligne et planlagt overfald, men at de var ude at gå tur med hunden. Hunden skulle desuden bruges til at holde de to andre kvinder, der havde lokket den gravide med i skoven, i skak, så det ikke så ud som om, de havde noget med sagen at gøre.

"Vi fik at vide af H (den ældste bror, der havde gjort kvinden gravid), at det barn bare skulle væk, og vi skulle ramme hende i maven, men vi måtte ikke nævne, hun skulle få en abort, for så ville hun vide, det var ham, der stod bag," forklarede den 25-årige kvinde.

Hun holdt fast i, at det ikke var hendes hensigt at overfalde kvinden så voldsomt, at fosteret blev ødelagt.

Den 25-årige kvinde fortalte i retten, at hun efter overfaldet sagde til de to kvinder, der havde lokket den gravide kvinde i skoven, at de skulle køre hende på skadestuen. Det gjorde de så vidt vides efter overfaldet, der fandt sted omkring klokken 23. Tre en halv time senere ringede den gravide kvinde til politiet og anmeldte, hun var blevet overfaldet af flere kvinder, at hun var gravid i 8. uge og meningen med overfaldet var at fremkalde en abort, sådan som faren til barnet ønskede det. Politiet tog op på skadestuen og kunne se, hun havde fået adskillige skader på hele kroppen, hvorefter der blev sat gang i en massiv efterforskning, der har ført til anholdelse og varetægtsfængsling af de otte tiltalte.

Overfaldet skete, efter de fire veninder tidligere på dagen havde mødtes med H og aftalt, hvordan de skulle gøre, og at han havde fået de to andre kvinder til at lokke den gravide kvinde ud i skoven, hvor det skulle ske.

Den 25-årige 'anfører' for tæskeholdet forklarede i retten, at den 26-årige mand flere gange har hjulpet hende ud af alvorlige kniber. Hun følte derfor, hun skyldte ham en tjeneste og sagde derfor ja til at samle et tæskehold for at straffe kvinden, han havde gjort gravid.

Fem dage efter overfaldet blev hun som en de første anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Under det første forhør løj hun overfor politiet, men siden har hun med sin forsvarers ord 'lagt sig fladt ned' og erkendt sin skyld bortset fra, at hun ikke vil stå ved, at overfaldet skulle tvinge den gravide kvinde til at abortere. Det skulle få hende til frivilligt at abortere.

Hun forklarede, hun ikke havde tænkt over alvoren i overfaldet, men at hun i dag har det dårligt med, hvad der er sket med den gravide kvinde - det kom ikke frem på førstedagen i retten, hvad der er sket med den gravide kvindes foster, og om hun har aborteret. Den 25-årige 'anfører' for tæskeholdet sagde desuden i retten, at hun har følt, hun er blevet udstillet som den store skurk.

Afhøringen af den 25-årige kvinde tog hele fredag formiddag, idet anklager Jakob Beyer til den afhørte og flere af forsvarernes slet skjulte irritation gik meget minutiøst frem, kontinuerligt opsummerede sagen og stillede de samme spørgsmål flere gange, selvom kvinden havde svaret på dem.

Faktisk blev man ikke helt færdige med afhøringen af det første vidne, da forsvarerne også skulle have mulighed for at stille spørgsmål til den 25-årige kvinde. Hun skal derfor i vidneskranken igen, når sagen optages mandag morgen. Her er det planen, at en anden af kvinderne fra tæskeholdet samt den 26-årige 'bagmand' også skal afhøres. Der er planlagt yderligere tre retsdage, inden der efter planen afsiges dom 1. oktober.

Den 26-årige mand og hans 24-årige lillebror, der angiveligt var chauffør for tæskeholdet, har nægtet sig skyldige. Det samme gør de to kvinder, der angiveligt lokkede den gravide kvinde ud i skoven, mens tre af de fire kvinder på tæskeholdet delvist erkender sig skyldige. Yderligere en person menes at have deltaget i overfaldet ved at have været med i bilen sammen med lillebroren, men politiet har tilsyneladende ikke fundet ud af, hvem han er.

Alle otte anklagede kræves idømt fængselsstraf for særlig rå vold.

Publiceret 17 August 2019 09:06