Foto: Google Street View

Foto: Google Street View

Drama på hospital: Flere personer i slagsmål ved skadestuen

Politiet måtte søndag aften klokken 20.34 køre flere patruljer til Holbæk Sygehus, hvor en større gruppe personer var kommet i slagsmål ved skadestuen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det viste sig, at en konflikt imellem to grupper af unge, som skete tidligere på aftenen, var blusset op igen. Konflikten var begyndt ved 17-tiden, hvor en 18-årig mand fra Haslev endt i klammeri med nogle unge mænd fra Holbæk.

Han var efter sammenstødet taget til skadestuen for at blive undersøgt, og i den forbindelse indfandt nogle af de unge mænd fra Holbæk sig, og der opstod tumult imellem den 18-åriges venner og den anden gruppe.

Da politiet kom var slagsmålet løjet af, og flere af de unge havde forladt stedet. Politiet valgte at bortvise de øvrige unge mænd fra sygehuset, uden at nogen blev sigtet for noget.

En patrulje blev i området et stykke tid for at sikre sig, at konflikten ikke blussede op igen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

jn

Publiceret 19 August 2019 15:43