Arkivfoto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danske Kirkers Råd er hoppet på velkendt svindelnummer: Franarret næsten 1 mio. kr.

I sommerferien tikkede en mail med en ualmindelig besked ind hos en regnskabsmedarbejder i Danske Kirkers Råd. Beskeden, som tilsyneladende var afsendt fra generalsekretær Mads Christoffersen, lød, at der skulle overføres næsten 1 million kroner til en række kontonumre.

997.000 kroner blev overført, men der var bare et stort problem. Mailen kom ikke fra generalsekretæren, men fra en svindler. Kirkerådet var blevet snydt på det groveste, skriver Kristeligt Dagblad.

Hos Danske Kirkers Råd ærgrer man sig naturligvis voldsomt over at være blevet snydt for, hvad der svarer til halvdelen af organisationens årlige budget.

"Denne type it-svindel er desværre velkendt og rammer ifølge politiet både store og små organisationer. Vi plejer at have fuldstændig skarpe procedurer, hvor alle bilag skal tjekkes før en overførsel. Men af en eller grund har medarbejderen troet, at han kommunikerede med generalsekretæren, og banken har heller ikke stillet spørgsmål ved de tre overførsler," siger formand for Danske Kirkers Råd, Peter Fischer-Møller, til Kristeligt Dagblad.

Der er ingen forsikring, der dækker de tabte penge. Eneste håb er, at politiet kan hjælpe med at få inddraget nogle af dem igen.

Den økonomiansvarlige skulle grundet flytning stoppe i Danske Kirkers Råd 1. september. Han har ikke længere adgang til organisationens konti og fratræder som aftalt, oplyser rådet, som nu også strammer sin procedure for bankoverførsler.

jn

Publiceret 20 August 2019 09:27