Arkivfoto.

Arkivfoto.

Han kom fra Uganda til Danmark som 8-årig: Nu er han tiltalt for disse to brutale voldtægter

Anklagemyndigheden går efter indespærring på ubestemt tid

Under en flugt fra en lukket retspsykiatrisk afdeling begik en 34-årig mand ifølge anklagemyndigheden to voldtægter. Manden er tidligere dømt for røveri, og nu vil anklagemyndigheden have ham spærret inde på ubestemt tid.

Det fremgår af sagens anklageskrift og en såkaldt tilkendegivelse, skriver Ritzau

Her fremgår det, at anklagemyndigheden i stedet for en fængselsstraf vil have manden idømt forvaring - det er en tidsubestemt indespærring, som kan træde i stedet for fængsel, når den dømte regnes for farlig.

Manden blev i 2016 i Østre Landsret dømt for flere hjemmerøverier. Manden stammer fra Uganda. Han kom til Danmark som otteårig, skriver Ritzau.

I efteråret 2018 stak manden af fra sin anbringelse, og under flugten begik han ifølge anklagemyndigheden først en voldtægt i Brønshøj og siden en i Odense N.

Ved den første voldtægt truede han angiveligt en kvinde med, at han ville slå hende ihjel eller skade hendes familie. Han tog desuden kvælertag på hende.

To uger senere tiltvang han sig samleje med en kvinde i Odense. Han var ved den lejlighed bevæbnet med to knive, hedder det i anklageskriftet.

Sagen bliver indledt ved Retten på Frederiksberg den 2. september. Manden nægter sig skyldig, skriver Ritzau.

Publiceret 20 August 2019 11:00