Arkivfoto.

Arkivfoto.

Sendte billeder af dræbt hustru: "Broder, har slået horeungen ihjel - tager til politiet - overgiver mig"

36-årig aarhusianer tiltalt for drab af hustru. Anklagemyndigheden vil have ham udvist

Sagen mod en drabstiltalt 36-årig mand fra Aarhus V indledes mandag ved Retten i Aarhus.

Han er anklaget for at have dræbt sin hustru og mor til sine børn 9. september 2018 - for et år siden.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i anklageskriftet til sagen og kan fortælle, at han også er tiltalt for at have offentliggjort private forhold, idet han sendte billeder af sin døende kone til to personer via Messenger.

Kvinden blev dræbt med adskillige knivstik, og inden hun udåndede fotograferede den 36-årige hende og sendte billeder og noget tekst til de to personer, hvis identitet og relation til den tiltalte er ukendt.

Ifølge anklagemyndigheden var kvinden stadig i live, da billederne blev taget klokken 15.36 og sendt lidt senere.

To timer senere sendt skrev han endnu en gang en besked og sendte billederne med.

"Broder har slået horeungen ihjel - tager til politiet - overgiver mig," skrev han denne gang.

Drabet skete i en lejlighed i Aarhus V.

Ekstra Bladet har talt med mandens forsvarer, Haci Önal, som fortæller, at manden nægter sig skyldig i alle anklager, og at parret på drabstidspunktet var flyttet fra hinanden.

Ifølge anklageskriftet vil anklagemyndigheden foruden fængselsstraf argumentere for, at den 36-årige skal udvises fra Danmark, og at han ikke skal kunne arve fra konen, modtage livsforsikring eller lignende.

Sagen er berammet til at vare fem dage, og der forventes at blive afsagt dom den 23. september.

Publiceret 09 September 2019 09:42