Fundet død af druk og kulde i en snedrive:

Søn følger i fars fodsspor

For 17 år siden døde Sven Vinges far, keramikeren Niels Vinge. Man fandt ham 2. juledag næsten afklædt i en snedrive med en vodkaflaske i nærheden. I sidste uge havde en film om hans liv premiere

Af
Af Marie-Louise Andersen

JP Aarhus

”En 53-årig mand fra Tebstrup-egnen blev 2. juledag fundet død på en skovvej mellem Sneptrup Præstegård og Risvej.”

 

Sådan stod der i Ugebladet Skanderborg den 3. januar 2001. Det var filminstruktør Sven Vinges far, keramiker Niels Vinge, der lå død i sneen ikke langt fra hjemmet i Tebstrup. Han nåede kun få kilometer af sin omkring fem kilometer lange hjemtur fra den tankstation, hvor han havde købt en flaske vodka.

 

Ugebladet skrev videre:

 

”Manden var afklædt, men hans tøj blev fundet på stedet, og politiet fandt i første omgang omstændighederne så mystiske, at en efterforskning blev indledt. Man er dog siden kommet til det resultat, at manden formentlig er død af kulde.”

LÆS OGSÅ: 17-årig pige dræbt i voldsom trafikulykke: Fire veninder indlagt

Sven Vinge var lige færdig med gymnasiet dengang og på den obligatoriske sabbatrejse. Da han fik opringningen om sin fars død var han i Mellemamerika med en kammerat og lige kommet op efter en dykkertur. ”Din far er død,” lød det i telefonen.

 

Nu, godt 17 år efter farens død, er Sven Vinge aktuel med en dokumentar, hvor han bearbejder sin egen barndom og farens liv og død.

 

'I fars hænder' hedder filmen, hvor Sven Vinge beskriver livet med en alkoholisk far og livet efter hans død. Den har taget fire-fem år at lave og er en hudløs ærlig indsigt i livet for en søn af en alkoholiker.

Ignoreret publikum

I løbet af de år, det har taget at optage filmen, har Sven Vinge bevidst ignoreret, at optagelserne på et tidspunkt skulle ses af et større publikum. Når han har optaget sig selv efter at have drukket sig fuld med en ven. Lyttet til intime optagelser lavet af faren. Eller når han har fulgt den tur, hans far gik som det sidste i livet.

 

”Noget af det er ikke tænkt til ende, før jeg påbegynder det. Jeg var i Jylland for at se det sted, hvor min far døde. Det var på vejen derop, at jeg tænkte, jeg ville gå ind på tanken og købe en vodka. Det var en måde at røre ved det, som skræmte mig,” fortæller han.

 

”Jeg gik den tur, han var gået, og talte med mig selv om det, at han var død og om, hvordan jeg fik at vide, han var død. Så kom jeg til det sted, hvor han blev fundet og huskede ret præcis den dødsannonce, der var i avisen, da han blev fundet.”

LÆS OGSÅ:17-årig pige dræbt i voldsom trafikulykke: Fire veninder indlagt 

Det er et kendt fænomen, at en person, der er ved at fryse til døde, føler en brændende varmefornemmelse, og det er formentlig derfor, manden har taget sit tøj af, oplyser kriminalpolitiet, stod der i lokalavisen tilbage i 2001.

 

”Så satte jeg kameraet i stativet. Og lagde mig der, hvor min far blev fundet. Der lå jeg i noget tid og tænkte over projektet og de følelser, jeg havde i forhold til det. Det var med en dobbelthed. Da jeg beslutter at gå turen, er det noget intuitivt. Idet jeg sætter kameraet op, er jeg jo instruktør,” siger Sven Vinge og forklarer det som en dobbelthed, man har i arbejdet med en autobiografisk fortælling.

 

”Men jeg tillod mig at ignorere, at nogen nogensinde skulle se det. Det har den risiko, at det lige nu, hvor filmen har premiere, rammer lidt hårdere. Jeg bliver nervøs, fordi jeg har blottet mig. Hvordan reagerer folk på det? Hvordan reagerer jeg selv på det?” spørger Sven Vinge.

Et dokumenteret liv

Et halvt år før farens død skrev Sven Vinge en note til ham. Den note finder han i én af de kasser, han og broren i tidernes morgen samlede med farens ting.

 

”Jeg har været på besøg kl. 11.30 tirsdag. Du er så fuld, at jeg lige skriver en note,” kan publikum høre Sven Vinge læse op i filmen. 

 

”Så tag for fanden at blive ædru!” slutter noten.

 

Igennem hele livet har faren Niels Vinge dokumenteret livet, hvilket nu har hjulpet sønnen til at forstå det – igennem dagbogsnotater, kunstneriske afstøbninger og mystiske kassettebåndoptagelser. Det viser sig nemlig, at faren godt kunne lide at optage folk – også uden, at de vidste det.

 

”Det har måske været for at kunne huske bedre, men det virker mærkværdigt. Jeg faldt over 30-40 kasettebånd, som jeg minutiøst satte mig til at lytte igennem. Hvorfor har han optaget dem? Hvorfor har han skrevet alle de tanker ned? Var der noget, han ønskede at kommunikere? Jeg har en følelse af, at han har hjulpet mig,” siger Sven Vinge.

I fars fodspor

Udgangspunktet for 'I fars hænder' var en slags konfrontation med farens svigt og skulle egentlig have været en fiktionsfilm om en dreng, der smadrer sin fars keramikfigur, fordi han ikke får nok opmærksomhed. Men undervejs opdagede Sven Vinge, at det ikke var nok, at han havde brug for at lave et større væk for selv at få bearbejdet barndommen – og processen med filmen har givet ham en forståelse af de vanskeligheder, faren havde.

 

”Igennem processen har jeg kunnet sige, at jeg elsker ham. Men jeg har ikke en illusion om, at det, jeg frygter, er væk. Jeg var og er stadig bange for at risikere at kunne gå i hans fodspor. Det følger mig stadig.”

 

”Jeg er blevet bevidst om de ligheder, der er mellem min far og mig. På godt og ondt. En bevidsthed, der kan hjælpe mig senere i livet. Jeg har konfronteret ham med hans alkoholisme og håber, at jeg, som han skriver i et af sine breve til mig, kan styre omkring nogle af de huller, han er faldet i. Jeg har de tendenser. Når der er alkohol ad libitum ved en fest, har jeg svært ved at kontrollere det. Jeg ender med blackouts. Og i de efterfølgende dage er jeg bange, fordi jeg kunne ende der. Så jeg har bevidstheden om, at jeg har noget af ham med mig. Men jeg er også excentrisk som ham. Hans vovemod har jeg også med mig.”

 

Titlen 'I fars hænder' er et spil på ordsproget 'i fars fodspor', men går i lige så høj grad på, at Sven Vinge igennem opvæksten havde en stor opmærksomhed på sin fars hænder, som formede den ene keramiske skulptur efter den anden.

 

Når han ikke drak, rystede de store, stærke næver med fremtrædende blodårer.

 

”Jeg husker dem enormt godt. Vi lavede afstøbninger af vores hænder. En af dem er med i hele filmprocessen, fordi jeg bruger den til at holde mikrofonen,” fortæller Sven Vinge, der dermed indirekte får hjælp af faren igennem hele filmen.

 

”Titlen favner temaet om, hvordan vi er formet af vores forældre, ligesom en lerfigur er formet af keramikeren,” forklarer Sven Vinge.

En film for mange

Både Sven Vinges mor, bror og farmor optræder i dokumentaren og har bakket op om den meget personlige fortælling om familiens liv, der i en blanding af skuespil, iscenesættelser og samtaler, interviews og nedslag i Sven Vinges hverdag bliver gjort offentlig.

 

”Du har da ikke været til psykolog?” spørger broren på et tidspunkt, hvortil Sven Vinge svarer:

 

”Jeg har da været til flere psykologer end dig,” hvorefter de griner.

 

En scene Sven Vinge er særligt glad for.

 

”Man kan godt blive lidt nervøs for, når man laver sådan en film, at den er en mavepumper om alkoholisme om de her triste og tunge temaer. Det er vigtigt for mig, at der også er øjeblikke, hvor man tager en vis distance og griner af tingene.”

 

Sven Vinges farmor ville ikke filmes og optræder kun i lydbidder. Hun gik bort for to år siden – 99 år gammel – men igennem en række samtaler nåede hun at fortælle lidt om sit syn på sin søn – Sven Vinges far.

 

”Hun har haft sit at kæmpe med – hun mistede jo sin søn, mens jeg mistede min far.”

 

”Selv om hun følte, det var lidt ubehageligt, så havde jeg følelsen af, at hun var glad for at finde ud af, at vi vidste det her. At man måske ikke skulle være så skamfuld omkring det.”

 

Netop muligheden for at kunne give det budskab videre har været vigtigt for Sven Vinge. Selv om filmen er dybt personlig, har han som instruktør haft i tankerne at lave en film, der appellerer til mange. Til folk, der har oplevet misbrug og dødsfald, til folk, der af den ene eller anden grund er bange for at ende som deres forældre.

 

”Selv om det har været terapeutisk for mig at lave filmen, så er det jo ikke det, den handler om. Som film handler den om at turde italesætte nogle personlige problemer. Jeg har fået kommentarer fra folk, der har set den, og som synes, det virker som om, vi i min famillie er gode til at tale om tingene. Det tror jeg er vigtigt. Jeg har kendt folk med alvorlige psykiske problemer, hvor familien siger, det skal bare løbes væk.”

 

'I fars hænder' er Sven Vinges første store dokumentar og vises i biografer landet over.

Publiceret 07 March 2018 11:45

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV