Ude godt:

10-årige Liva sover i telt året rundt

10-årige Liva Lucerne har sovet over 300 nætter i telt og forventer at nå sit mål om at runde 365 til april

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Det må være definitionen på en kold fornøjelse: At sove i telt på denne tid af året. For 10-årige Liva Lucerne fra Aarhus Nord har det dog været hverdag i 315 dage.

7. april 2017 fik hun som 9-årig lov til at gå i gang med projekt sov-i-telt-i-et-år.

LÆS OGSÅ: Podcast: Manden, der kan sikre AGF Champions League-trofæet 

Det er et såkaldt 'Snorky'-mærke, hun er ved at tage, hvor man skal sove udenfor i et år indenfor en periode på 400 dage. Det vil sige, man har 35 dage, der kan bruges på dage, der forhindrer en i at sove udenfor. Der er nogle spejdere som Liva, der gør det, men det er yderst sjældent, at det er i så ung en alder.

“Jeg havde længe plaget min mor om at sove udenfor, men hun syntes det var for koldt. Men så fik jeg endelig lov til det i april sidste år, og der fik jeg at vide af hende, at jeg skulle komme ind, hvis det blev for koldt,” fortæller Liva Lucerne, som er pakket godt ind om natten med skind, uldtæpper, sovepose og en dyne.

Men det er det aldrig blevet til. De gange, 4. klasseseleven fra Vorrevangskolen er gået glip er en ude-overnatning har været på ferie og nytåraften.

“Nytårsaften sov Liva indenfor, for der var der risiko for vildfarende raketter, og det er jo ikke så godt, når man ligger i et telt, der er lavet i nylon. Ellers ved hun, at hun kan komme ind, hvis hun synes, det har været for koldt, men det har hun ikke gjort endnu,” siger den stolte mor, Lotte Lucerne, og fortsætter:

“Jeg har prøvet at sove med Liva ude i teltet et par gange, og dér frøs jeg godt nok. Især min næse, Det føltes som om, den var ved at falde af.”

“Jeg synes, det er flot at sætte sig noget for og så gøre det. Det er der en god læring i. Det er sejt, fordi hun bliver ved. Når Liva har nået de 365 nætter i næste måned, så ved hun, at hun har gjort sig fortjent til mærket, og så vi holder en lille festlighed i haven, men jeg tror faktisk, hun er blevet helt afhængig af det og kommer til at fortsætte med at sove i telt en stor del af sommeren,” fortæller Lotte Lucerne med et stort smil.

Men hvorfor overhovedet kaste sig ud i så omfattende projekt i det fri?

Sukkerfri i 2018

“Jeg føler, at jeg sover bedre udenfor. Det er også sjovt og hyggeligt. Det er måske den friske luft, der gør det,” lyder den simple forklaring fra Liva Lucerne, som helt fra lille har camperet på Samsø og har også gået til spejder i nogle år.

Den 10-årige Aarhus Nord-pige har regnet sig frem til, at hun har gjort sig fortjent til 'Snorky'-mærket 20. april.

Herefter har hun planer om at kaste sig ud i et andet spejderprojekt om at gå i shorts i et år eller have fuld fokus på et større sideprojekt, der for mange børn og voksne nok er væsentlig hårdere end at sove i telt udenfor i mange år:

“Siden november måned jeg ikke spist slik, og det vil jeg prøve at holde i et år,” siger Liva Lucerne.

Når sneen falder, som den har gjort på det seneste, er der ekstra udfordrende at være med i et rekordforsøg. Men Liva har været stædig og fortsat med at sove udenfor. Privatfoto

Når sneen falder, som den har gjort på det seneste, er der ekstra udfordrende at være med i et rekordforsøg. Men Liva har været stædig og fortsat med at sove udenfor. Privatfoto

Publiceret 07 March 2018 10:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV