Louise underviste ministre i fræk numsedans:

Se dem twerke løs

Det gik hedt for sig på Kvindernes Internationale Kampdag

Af
Af Jacob Nielsen

Kvinfos arrangement på Kvindernes Internationale Kampdag i Vega i København udviklede sig pludselig i en stærkt underholdende retning, da Twerk Queen Louise overtog scenen og gav alle i salen undervisning i numsedansen twerking.

Blandt danseeleverne var minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann, og finansminister Kristian Jensen.

"De havde brug for lige at komme op og stå og få strakt benene lidt, så jeg gav dem en hård lektion i twerking, som jeg mener er et anderledes stærkt feministisk statement," fortæller Louise, der indrømmer, at hun op til var lidt nervøs for, hvordan hun ville blive modtaget af dagens publikum, da bestemt ikke alle i de feministiske kredse er lige vilde med hendes udlægning af feminisme anno 2018.

Men Louise tog alle med storm.

"Det var decideret overvældende. Alle var med på den, og fra scenen kunne jeg se, hvordan det gyngede løs på balkonen. Jeg vil sige, at det nok er den fedeste scene, jeg har optrådt på, siden jeg var Orange Scene med Major Lazer på Roskilde Festival i 2014," siger Twerk Queen til Lokalavisen.dk.

Og specielt én imponerede danselæreren.

"Kristian Jensen var faktisk overraskende god. Så god, at jeg forsøgte at få ham op på scenen som min baggrundsdanser, men han havde vist glemt sin leopardprikkede dragt derhjemme, og så går det jo ikke," griner Louise.

Hun har denne kommentar til finansministerens twerking-evner: "Jeg kan kun sige 'hipgame strong'. Hips don´t lie," lyder det fra Danmark twerk-dronning.

Se de fremragende billeder fra den underholdende twerk-undervisning i billedgalleriet her på artiklen.

Publiceret 10 March 2018 11:02

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV