Efter bus-ulykke:

Kvinde forsøgte at kvæle rådyr med sine bare hænder

Da en bus kørte videre efter at have påkørt et rådyr, forsøgte en kvinde at aflive dyret ved at kvæle det med sine bare næver, skriver Fyens.dk.

Marianne Christensen var fredag eftermiddag vidne til, at et rådyr blev påkørt af en bus mellem Langeskov og Ullerslev på Fyn.

Bussen fortsatte, og hun måtte selv forsøge at aflive dyret i medlidenhed.

Chaufføren har forklaret, at han så dyret løbe videre og derfor ikke reagerede.

Det lykkedes hende ikke at aflive dyret, men tilfældigt - og heldigt - kom en bil med jægere forbi, og en af jægerne aflivede dyret med et knivstik i hjertet, skriver Fyens.dk.

Marianne Christensen er stadig forarget over episoden tre dage senere:

"Man er da nødt til at undersøge, om dyret er i live eller er kommet til skade. Jeg ville godt nok synes, at det var mærkeligt, hvis jeg havde været passager i den bus og oplevet, at den ikke engang standsede. Det er selvfølgelig et hændeligt uheld, men jeg synes, at man må tage sig et ansvar," siger hun til Fyens.dk.

Publiceret 27 March 2018 12:13

SENESTE TV