Brutalt gaderøveri:

Gerningsmænd stak offer i maven - og tog benene på nakken

 

En 19-årig mand fra Odense havde netop parkeret sin bil ved en vendeplads på bagsiden af Granparken, hvorefter han var gået via en sti ind i Vollsmose. Men det kom han til at fortryde, skriver fyens.dk.

"Han går cirka 250 meter ind i Vollsmose, og der bliver han passet op af tre mænd, som truer ham til at udlevere kontanter og et dankort samt pinkoden til kortet. Han bliver stukket i maven med en kniv, men han har kun fået overfladiske sår," fortæller vagtchef hos Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til avisen.

De tre gerningsmænd beskrives som: 

Cirka 20 år gamle, 170-180 centimeter høje og arabiske af udseende. De talte formentligt arabisk sammen, oplyser vagtchefen til fyens.dk. 

Den ene overfaldsmand var iført en rød jakke, den anden var i sort jakke, mens den tredje var klædt helt i sort og gik med en kasket.

Politiet har ledt efter spor i området, men vil gerne høre fra vidner, der måtte have set nogen af de tre eller bemærket noget på tidspunktet omkring overfaldet. Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Publiceret 21 April 2018 09:55

SENESTE TV