Maskerede mænd spreder skræk på vejene: Sådan frarøver de biler for øjnene af deres ejere

For anden gang på få måneder har maskerede mænd på grov vis stjålet en bil i Holte-området

Af
Anne Dahl Kristensen

"Jeg mener, at man bør advare mod dette fænomen, for lige pludselig er der en, der kommer til skade."

Sådan lyder det fra den 49-årige mand fra Virum som forrige søndag ved midnatstid blev offer for et voldsomt tyveri på Kongevejen i Holte. Manden ønsker at være anonym, men hans identitet er redaktionen bekendt.

Søndag aften kl. 00.15 er den 49-årige mand på vej hjem til bopælen i Virum. Han kører i sydlig retning ad Kongevejen, og da han holder stille i krydset ved Hørsholm Kongevej, kommer to biler kørende bagved ham i høj hastighed. Den ene - en sort VW Passat med tonede ruder - kører op på siden af ham, imens den anden bil - en beige Mini Cooper med sorte striber på motorhjelmen og med sort tag stopper op bagved ham. Men kun for en stund.

"Pludselig bliver jeg påkørt bagfra. Ikke voldsomt, men nok til at jeg tænker, hvad der dog foregår. Jeg sætter havariblinket på og stiger ud af bilen for at se, hvad der sker," fortæller den 49-årige mand til Rudersdal Avis.

Mødt af maskeret mand

Da han kommer ud, bliver han mødt af en ung fyr, der har en hættetrøje trukket op om hovedet, og som samtidig er maskeret i ansigtet.

"Han siger noget med, at vi skal lave en forsikringssag, hvortil jeg svarer, at 'ja', det skal vi," fortæller Virum-borgeren.

Han går ind i sin egen bil igen for at hente sin telefon, så han kan dokumentere skaderne på kofangeren. Da han igen stiger ud af bilen, er den sorte Passat forsvundet, og der hopper yderligere to unge fyre ud af Mini Cooperen. De er også maskerede.

"De begynder at råbe ad mig og sige, at jeg skal lægge mig ned på jorden, hvilket jeg nægter. Og imens jeg står og taler med ham den første fyr, hopper de to andre ind på forsæderne af min bil," forklarer han og fortsætter:

"Jeg har hele tiden tænkt, at det er mærkeligt, at de er maskerede, men nu begynder jeg for alvor at forstå, hvad der foregår. Og i det øjeblik tænker jeg bare, at jeg skal have fat i min husnøgle, så de ikke kan komme hjem til mig. Så imens de to fyre på forsædet forsøger at starte bilen, får jeg rakt ind til midterkonsolen og får fat i mit nøglebundt. Bilnøglen ryger ud, og jeg får kun fat i husnøglen. Min pung ligger også fortsat i handskerummet. Men nu skal jeg bare væk herfra."

Fremgangsmåden set før

Alt imens dette sker, springer den fyr, som Virum-borgeren oprindeligt talte med, ind i mini cooperen bagved, og begge biler kører fra stedet i høj hastighed. Virum-borgeren får fat i politiet, som er fremme kort efter. Og her kan betjentene fortælle, at en stort set identisk episode fandt sted 2. juni.

Her gik det ud over en 48-årig mand, der ved Attemosevej ved Søllerød Golfklub ligeledes blev påkørt bagfra og blev mødt at to hætteklædte mænd, der truede ham til at lægge sig ned på jorden. Også her stjal gerningsmændene den forurettedes bil, som senere blev fundet udbrændt, og som angiveligt blev brugt i et skudopgør i Rødovre.

Dengang lød kommentaren fra Nordsjællands Politi:

"Denne her modus har jeg ikke set før. Oftest bliver biler stjålet med nøgler, man har taget ved indbrud, eller at man på anden måde kan komme til at starte bilen. Det her er klart noget, vi tager meget seriøst," sagde politikommissær, Allan Lørup.

Nordsjællands Politi bekræfter at have modtaget den seneste anmeldelse fra Virum-borgeren, og de er i gang med at efterforske sagen. Men umiddelbart har de ikke hørt om flere lignende tilfælde.

Virum-borgeren beskriver gerningsmændene som værende unge, spinkle og i højden 170-175 cm. De er af anden etnisk baggrund, og de taler gebrokkent dansk. De var ikke voldelige over for Virum-borgeren, men agerede truende. Og netop derfor vil offeret gerne gøre opmærksom på hændelsen.

"Man føler sig meget forurettet i sådan en situation, og det er bestemt ikke sjovt. I mit tilfælde kunne jeg håndtere det, men jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på det, for pludselig går det ud over en svag sjæl, som får psykiske mén, og jeg frygter også, at det ender med, at nogen kommer til skade," fortæller han.

Bilen er fortsat forsvundet og efterlyst.

Publiceret 18 September 2018 10:37

SENESTE TV