Et stort antal af Halsnæs' fredelige plantebestøvere er nu dræbt med gift...Arkivfoto

Et stort antal af Halsnæs' fredelige plantebestøvere er nu dræbt med gift...Arkivfoto

"Nødvendig reaktion": 100.000 bier udryddet med gift

Furore om aflivning af fredelige insekter - Det var nødvendigt at reagere, fastslår direktør i Halsnæs Kommune

BIER De sociale medier landet rundt er nærmest ved at koge over, efter at Halsnæs Kommune har valgt at udrydde en større bi-koloni ved Hundested Skole.

Ifølge sn.dk er et fortov sprøjtet på Lerbjergvej, hvor 100.000 fredelige bier havde indrettet sig under fliserne, og udryddelsen skulle ifølge Jeppe Schmidt, leder i Halsnæs Kommunes Trafik og Vej være sket fordi: "Jeg mener ikke, vi havde noget valg," udtaler han til Frederiksborg Amts Avis.

Det var formentlig udfra en risiko for at skolebørn eller andre skulle blive stukket, at bierne blev udryddet, men ifølge eksperter er der tale om fredelige bier. Lektor i insekter og honningbiers sundhed på Biovidenskabeligt fakultet på Københavns Universet, Annette Bruun Jensen, mener, at kommunen burde have overvejet andre muligheder, før giftsprøjten blev taget i brug: Oplysning eksempelvis.

Savner svar

Miljø- og planudvalgets formand Anja Rosengreen (F) har for nyligt sået blomsterfrø sammen med børn fra skolen for netop at styrke Halsnæs' insektbestand, og hun har nu taget kontakt til trafik- og vejafdelingen for at få en nærmere forklaring på udryddelsen af de mange bier.

"Jeg håber, at der kommer et svar inden længe," siger hun i en kortfattet replik til Halsnæs Avis onsdag formiddag.

Svaret er nu kommet i form af en pressemeddelelse, hvor direktør Martin B. Lindgreen, Halsnæs Kommune, blandt andet udtaler: "Bier har stor værdi for vores natur, og derfor skal vi som udgangspunkt altid passe godt på dem. Men vi skal også passe godt på vores børn og voksne, som risikerer at blive stukket, hvis de træder eller falder på bierne, der kan føle sig truede og derfor stikke. Konkret havde bierne slået sig ned i et fortov tæt på en skole, hvor både børn og voksne færdes. Jeg ved derfor også, at forvaltningen vurderede, om bierne kunne flyttes, men det kan man simpelthen ikke med så mange bier, der har gravet sig ned på et større jordstykke."

Han tilføjer, at bi-kolonien kunne underminere fortovet, mens en afsprærring ville betyde, at fodgængere skulle krydse vejbanen.

Skarpe reaktioner

Historien har udløst en stribe reaktioner på sociale medier, blandt andre fra Morten D.D. Hansen fra TV2-naturprogrammet '1 døgn, 2 hold, 3 dyr', der skriver på Twitter: "Lad mig forstå det her rigtigt: Man sprøjter en kæmpe koloni af fredelige, enlige bier (ikke murbier, hvem fanden har bestemt dem til det?), fordi hysteriske forældre ikke ved noget om natur og biodiversitet. Flotzt, Halsnæs Kommune."

Han fastslår, at der er tale om de såkaldte buksebier, som ifølge eksperten er karismatiske og ufarlige.

Hans makker i tv-programmet, naturformidleren Sebastian Klein kvitterer i et facebook-opslag med "en udstrakt langemand til Halsnæs Kommune" for "at have hovedet langt oppe i bagdelen på sig selv!".

Skarpe reaktioner fra en af landets natureksperter på Twitter.

Skarpe reaktioner fra en af landets natureksperter på Twitter.

DR, TV2, BT m.fl. skriver også om sagen, og på den lokale 3390 Hundested-facebookgruppe er der ligeledes mange reaktioner: klik her

"En massakre"

Forfatter og tidl. skolelærer Nis Rasmussen, Hundested, lægger heller ikke fingrene i mellem i et kommende læserbrev om sagen: "Jeg havde i forvejen ikke specielt høje tanker om vidensniveauet hos beslutningstagerne i Halsnæs Kommunes Trafik og Vej. Men med massakren på omkring 100.000 pragtbuksebier ved Hundested Skole er målet nået." /an

OPDATERET

- udtalelse fra Anja Rosengreen:

"Øv, hvor træls. Ligesom rigtig mange andre, er jeg ked af at Halsnæs Kommune har måttet fjerne en stor samling murbier. Som I kan læse i pressemeddelelsen, var der ikke andre muligheder, da bierne desværre havde slået sig ned meget tæt ved skolen og alle vores børn. Men, det får mig i hvert fald til at kæmpe om muligt endnu hårdere for, at vi i Halsnæs fx IKKE bare inddrager nyt landzonejord til byggeri. Det er jo derfor der bliver kamp om pladsen. Hvis vi sikrer store arealer til naturen og dyr, planter og insekter, ja så kan vi forhåbentlig mindske situationer som denne. Man bliver jo rigtig trist."

Publiceret 26 June 2019 00:00

SENESTE TV